Vinrejse til Valpolicella i 2024.

 

Så er det på tide at lukke op for tilmelding til Vinrejsen 2024.

 

Lad mig starte med at oplyse, at turen gennemføres ved minimum 25 tilmeldte, og tilmelding lukkes ved 35 tilmeldte. Af hensyn til booking af hoteller og bus vil tilmelding blive lukket med udgangen af august 2023, hvorfor jeg skal bede om din eventuelle tilmelding senest 27/8-23.

 

Alt er jo steget grundet globale stigninger på både opvarmning, brændstof, varer o.s.v., siden sidste gang jeg lavede vinrejse, og det efterlod mig med en overvejelse af, om jeg skulle ”skære hjørner”; skære i programmet; finde billigere steder at besøge o.s.v., eller om jeg skulle bevare kvalitetsniveauet på turen og så lade prisen stige det nødvendige. Jeg har – bl.a. i samråd med adskillige tidligere rejsedeltagere – valgt et billigere hotel i Italien, da vi jo ikke er ret meget på hotellet, til gengæld mener jeg så absolut, at turens indhold i øvrigt holder niveau i forhold til tidligere ture – og så kan turen udbydes til samme pris som i 2022. Tiden – og tilmeldingerne – må vise, om jeg har valgt rigtigt 😊.

 

Der er 31 på ”Interesselisten”, og disse gives 1 uges fortrinsret til at bekræfte deres deltagelse, derefter lukkes op for andre i den rækkefølge de har tilkendegivet interesse. Det er selvsagt helt ok, hvis nogen på ”Interesselisten” ikke ønsker at konvertere til en egentlig tilmelding, det giver jo så andre mulighed for at tilmelde sig i stedet for. Skulle alle på Interesselisten ønske at tilmelde sig, vil der være plads til yderligere max. 4 personer på turen.

 

”Spillereglerne” er de samme som altid – jeg er ”praktisk gris” og sørger for bus, indkvartering, besøg, smagninger, spisesteder m.v., men da jeg ikke er medlem af Rejsegarantifonden (jeg er helt privat arrangør), bør du i egen interesse sikre dig, at din rejseforsikring dækker, hvis du er nødt til at trække dig fra deltagelse – du får selvfølgelig bekræftelsesmails på, hvad du har betalt for deltagelse, så der er dokumentation til forsikringen.

 

Nedennævnte program er bekræftet af busselskab, hoteller, vinproducenter og restauranter – jeg tager et lille forbehold for ændringer i programmet (primært rokering af besøg eller udskiftning af enkelte vinproducenter), hvis noget uforudset skulle opstå.

 

Vi kører i 2024 igen med Skørringe Turistbusser, og omkring selve kørslen kan jeg oplyse, at vi gør, som vi plejer: Kørestræk på 2 – 2½ time afbrudt af pauser på 15 – 30 minutter. Der er mulighed for at købe vand, sodavand og øl på hele turen. Kaffe er gratis og laves på de længere kørestræk.

 

 

Turens program lyder som følger:

 

Lørdag d. 1/6-24:
Kl. 0700        Afgang fra Rådmandshaven i Næstved
                      Mulighed for opsamling på Vordingborg Banegård og Cementen i Nykøbing F

Kl. 0900        Færge Gedser – Rostock. Morgenbuffet ombord er inkluderet i turens pris
                      Kørsel gennem Tyskland

Aften             Ankomst til Hotel Holiday Inn Express, Schwabach
                      Aftensmad på egen hånd

 

Søndag d. 2/6-24:
Kl. 0800           Afgang fra hotellet

Eftermiddag  Ankomst til Hotel Palme i Garda

Aften               Aftensmad på egen hånd

 

Mandag 3/6-24:
Kl. 0900      Afgang fra hotellet
Kl. 1100        Besøg og vinsmagning hos Le Cantorie (www.lecantorie.it) i Gussago
Kl. 1700       Besøg og vinsmagning med aftensmad hos Le Morette (www.luganalemorette.it) i Peschiera


Tirsdag d. 4/6-24:
Formiddagen på egen hånd, f.eks. en tur rundt i Garda by
Kl. 1200        Afgang fra hotellet
Kl. 1300        Besøg og vinsmagning hos Monte Santoccio (www.montesantoccio.it) i Fumane
Kl. 1700        Besøg og vinsmagning hos Venturini www.viniventurini.com i San Floriano. Smagningen bliver ledsaget af pålægsbuffet fra Sapori del Portico (www.saporidelportico.it), og det er igen i 2024 muligt at bestille delikatesser derfra til at tage med hjem


Onsdag d. 5/6-24:
Kl. 1030        Afgang fra hotellet
Kl. 1130        Besøg og vinsmagning med frokost hos Stefano Accordini (www.accordinistefano.it) i Fumane
Kl. 1730        Besøg og vinsmagning med aftensmad hos Monte del Fra (www.montedelfra.it) i Sommacampagna


Torsdag d. 6/6-24:
Kl. 1000       Afgang fra hotellet
Kl. 1100        Besøg og vinsmagning hos Lorenzo Begali (www.begaliwine.it) i San Pietro in Cariano
Kl. 1500       Eftermiddagstur til Lazise
Kl. 1930       Aftensmad med vand, vin, kaffe og en lille ”digestive” inkluderet på Osteria di Porto i Garda – vinen for egen regning


Fredag d. 7/6-24:
Kl. 0900      Afgang fra hotellet
Kl. 1100        Besøg og vinsmagning med frokost hos Villa Corniole (www.villacorniole.com) i Giovo
Aften          Ankomst til Holiday Inn Express, Schwabach
Aftensmad på egen hånd


Lørdag d. 8/6-24:
Kl. 0730       Afgang fra hotellet
Kl. 1700        Færge Rostock – Gedser. Aftenbuffet er inkluderet i turens pris
Kl. 2030       Ca.-ankomst til Rådmandshaven i Næstved efter evt. afsætning i Nykøbing F og Vordingborg

 

For lidt nærmere beskrivelse af turens programpunkter se nedenfor.

 

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

 
I turens pris er der – udover transporten – inkluderet:

·       Formøde ca. 1 uge inden afrejse, hvor der gives supplerende informationer om turen

·       Overnatning på Hotel Holiday Inn Express i Schwabach på både ud- og hjemrejse inklusive

        morgenmad

·       Overnatning på Hotel Palme i Garda fra søndag til fredag inklusive morgenmad

·       Alle besøg og vinsmagninger, der er nævnt i programmet

·       Aftensmad mandag, tirsdag, onsdag og torsdag

·       Morgenbuffet på færgen Gedser – Rostock

·       Aftenbuffet på færgen Rostock – Gedser

·       Sandwich i bussen på strækningerne Rostock – Schwabach; Schwabach – Italien og Schwabach – Rostock

·       Vinsmagning på vej til og fra Italien

·       Kaffe/te, der laves på de længere kørestræk

·       ”Knas” og søde sager på hele turen

·       Mulighed for hjemtransport af op til 60 fl. vin pr. deltager – labels til at sætte på kasserne udleveres

 

Ikke omfattet af deltagerbetalingen:

Aftensmad lørdag og søndag på udrejsen samt fredag på hjemrejsen

Vin til aftensmaden torsdag

 

Deltagerpris pr. person:

Indkvartering i Dobbeltværelse 11.500,-

Indkvartering i enkeltværelse kr. 12.700,-

 

Tilmelding:

Turen gennemføres ved minimum 25 tilmeldte, og tilmeldingen lukkes ved 35 tilmeldte. Tilmeldingsfristen er 27/8-23.

 

Vil du med på turen, så send mig en mail på naef61@gmail.com med navn(e) på deltager(e), der ønskes tilmeldt. Hvis der stadig er plads, når jeg modtager din mail, får du en bekræftelse fra mig, hvorefter du senest 1/9-23 bedes indbetale kr. 5.000,- i depositum pr.  tilmeldt person på konto 6822 1326405. Efterfølgende vil du modtage besked om indbetaling af restbeløb. Du er også velkommen til at betale hele deltagerbeløbet på 1 gang, hvis du ønsker det.

 

Turen arrangeres ikke af et firma, der er tale om en rejse i privat regi, derfor skal du vide at:

·       Din tilmelding er bindende

·    Det beløb, du har indbetalt efter tilmeldingsfristens udløb kan ikke forventes refunderet, da jeg afgiver bindende bookinger af bl.a. hotelværelser og bus

 

 

Supplerende oplysninger om turen:

 

Bussen:

Vi kører i en 50-personers bus, hvor vi – alt efter antal tilmeldte – får indrettet et antal siddegrupper, hvis der er ønske om det, og der vil som sædvanligt også være et par tomme sæder, så man kan ”være lidt på tværs”, hvis der er behov for det. Der vil som nævnt ovenfor blive serveret vin, kaffe og knas på de lange køredage, og der vil være mulighed for at købe øl og vand undervejs. Der vil også være mulighed for at købe ”en lille spids” om morgenen på ud- og hjemrejsedagene.

 

Har du ønske om placering et bestemt sted i bussen, er du velkommen til at tilkendegive det i forbindelse med tilmeldingen, så vil jeg så godt som muligt prøve at imødekomme ønskerne.

 

 

Hoteller:

 

Hotel Holiday Inn Express:

Ganske udmærket overnatningshotel beliggende tæt ved motorvejen. Komfortable værelser og flere elevatorer. Dejlig morgenmad og velfungerende internet. Ingen aftensmad på hotellet, men der er god mulighed for at spise hos naboen, ”Bäckerei Schmidt”, der ikke kun er bageri, der kan også købes et bredt sortiment af ganske udmærket mad. Alternativt kan man tilbagelægge de 2½ km ind til Schwabach centrum (rask spadseretur eller taxa), hvor der i den gamle bydel er adskillige restauranter.

 

Hotel Palme: Hotellet er en del af Chincherini-gruppens turisthotteller, og jeg har valgt hotellet primært på grund af den reelle gåafstand til Garda centrum (ca. 400 m til starten af den gamle bydel). Hotellet har små værelser af ældre dato, så du vælger ikke turen ud fra ønsket om komfortabel luksus og store værelser i Garda, men vi kommer ikke til at være på hotellet særligt meget, så jeg har vurderet, at værelserne ikke har den store betydning. Alle har eget badeværelse, og så er det heller ikke værre – blot for lige at gøre opmærksom på det 😊. Morgenmad og udenomsfaciliteter som f.eks. poolområde er ganske glimrende, ligesom der er en bar til evt. aftenhygge.

 

 

Osteria di Porto

er vores spisested om torsdagen, og det er et rigtig hyggeligt sted at tilbringe en aften. Stedet ejes i dag af en ung mand, som gæster fra tidligere ture, hvor vi har spist på Giardinetto, vil genkende som en af tjenerne fra den gang. Det er et sted med stor tilstrømning af både lokale og turister, idet stedet med rette er anerkendt for deres kvalitetsfokus med speciale i fiske- og skaldyrsretter. Det er dog også muligt at få glimrende kødretter på stedet, og jeg vil derfor bede dig tilkendegive ved tilmeldingen, om du ønsker fiske-/skaldyrsmad eller ”kødmad” om torsdagen.

 

 

 

Vinproducenter:

Le Cantorie er en lille familiedrevet producent i Franciacorta, der sammen med Trento anses for at være Italiens bedste områder til produktion af mousserende vine fremstillet efter ”Champagnemetoden” / Metodo Traditionelle / Metodo Classico o.s.v. Huset fremstiller dog også førsteklasses rødvine, og ejendommen er beliggende på toppen af en kort men stejl bakke – nærmest ovenpå et naturligt dannet Amfiteater. Vi har besøgt stedet en gang tidligere, hvor vi på nærmeste hold oplevede et rigtig italiensk uvejr – det behøver vi ikke igen 😊. Vinsmagningen bliver af hele striben af vine, huset laver – 7 vine i alt.

 

Le Morette har et vineri i en nyopført flot ejendom beliggende på landet syd for Gardasøen mellem Peschiera og Sirmione. Der fremstilles en stribe typiske Lugana-vine af rigtig god kvalitet, og stedet er et godt eksempel på, at vine fra Gardasøen kan være meget andet end bare ”turist-vine”. Stedet driver også en af ganske få ”børnehaver for vinstokke”, idet der podes og dyrkes spæde vinplanter af mange forskellige slags til salg over hele Italien. Arrangementet her vil være ”walk and taste” forstået på den måde, at vi som udgangspunkt får mulighed for at smage alle 10 vine, huset laver, i den rækkefølge, hver enkelt ønsker det, mens der samtidig vil være mulighed for at forsyne sig med mad fra buffet – se på det som en slags ”receptionssmagning”.

 

Monte Santoccio har været med på turen en enkelt gang tidligere. Det er et lille, hyggeligt vineri med glimrende vine. Turen dertil er noget ”op ad bakke”, men hvis vejret er til det, kan vi sidde på deres terrasse og nyde udsigten, og det er ikke så tosset endda. Husets kælder er delvist skåret ud i klippen, så man kan få et indtryk af, hvor meget arbejde, der ligger i at gøre markerne dyrkningsegnede.

Venturini er med på programmet stort set hver gang, vi laver turen til Valpolicella. En flot stribe vine med et attraktivt pris-/kvalitetsforhold, ærketypiske og drikkevenlige vine. Venturini har gennem de senere år tilføjet et par vine til den i forvejen fine stribe, så der nu er en halv snes stykker. Der er også bygget til og renoveret på bygningsdelen, så der er sket meget siden de første besøg for ca. 15 - 20 år siden, hvor vi sad på bænke i tank-kælderen. Vinsmagningen ledsages af en dejlig pålægsbuffet fra Sapori del Portico, hvilket vi har fået gjort et par gange – hver gang med positiv respons fra gæsterne på turen.

 

Stefano Accordini er med på turen igen. Førsteklasses, klassisk Valpolicella-producent, der dog også er fremsynet og eksperimenterer med de gode druer, huset har. Vineriet er meget flot beliggende, så man kan få et fint udblik over dalen, hvis vejret tillader det. Denne gang skal vi have en let frokost på stedet, det har vi ikke prøvet før, men det er jeg sikker på, de også fint kan håndtere.

 

Monte del Fra har jeg valgt at tage med, da det er en rigtig god producent af Custoza-vine. Huset laver også Valpolicella- og Bardolinovine, og måske skal vi smage en enkelt eller 2 af dem, men vine fra Custoza er helt deres egne, så jeg håber, jeg kan lykkes med at få dem til at fokusere på dem til at ledsage aftensmaden.

 

Lorenzo Begali har i lighed med Venturini været med som besøgssted på næsten alle ture. Det er et lille sted, og der fremstilles ikke så mange forskellige vine, men det, der laves, er traditionelle Valpolicella-vine af høj kvalitet. Stedet drives i dag af søskendeparret Tiliana og Giordano med hjælp af faderen, Lorenzo. Begali har for få år siden tilkøbt et mindre markstykke på Monte Masua, og husets vine er dejlige og gemmeegnede.

 

Villa Corniole har vi efterhånden besøgt nogle gange – hver gang er vi blevet glade for at hilse på dem, vi bliver altid rigtig godt modtaget og behandlet, det er en producent, jeg er rigtig glad for at have fundet frem til. Vineriet er beliggende i de sydvendte Alper ca. 30 minutters kørsel øst for motorvejen op mod Brenner, turen derop er pæn, og der er en dejlig udsigt fra stedet. Norditalienske vine af rigtig høj kvalitet og et lille, familiedrevet sted, hvor hygge og gæstfrihed også er i højsædet.

 

 

Jeg er naturligvis klar til at svare på eventuelle spørgsmål du måtte have til turens program.

 

 

M.v.h.

Richard